Vi har ikke noget spejl i vores badeværelse.
Det blev taget ned i forbindelse med, at vi skulle have sat et skab op - og så kunne det gamle spejl ikke være der mere. Det er nu 4 måneder siden.
I starten var det voldsomt irriterende, men nu hvor vi rent faktisk har fået købt et nyt spejl, er jeg alligevel blevet i tvivl. Jeg kan sagtens børste tænder, vaske hænder og rense (det meste) af make-uppen af uden spejl.
Faktisk kan jeg også lægge det meste af min make-up uden spejl. Indrømmet, at det med rougen er en udfordring. I vores soveværelse har vi lummert, røgfarvet, spejlglas i vores klædeskabsdør, som ikke gengiver farverne særlig godt. Det fandt jeg ud af på den hårde måde.
Det er især om aftenen, at jeg er glad for ikke at have noget spejl. Det gør afrensning af dagens make-up mere nærværende; langsommere og mere grundig. Et pusterum - et punktum for dagen.
Og her i vinterens dyb er jeg egentlig også ret glad for ikke at have et spejl, der som det første konfronterer mig om morgenen med hævede øjne, umuligt hår, sovestriber i ansigtet, måske en ny rynke. Næh, jeg kaster mig lykkeligt uvidende om min fremtoning ud i morgenens rutiner. Ret befriende faktisk.
Sådan er det med spejle - de fleste bruger dem til at vurdere sig selv alt for kritisk. Jeg gør det også selv, har jeg nu fundet ud af. Jeg oplever det især i vores butikker - når kunderne står med vores spejle helt op til næsen for at se, om make-uppen er ok. De bliver kede af det og ærgerlige over det, de ser. Jeg plejer at sige til dem, at de skal holde spejlet ud fra kroppen, ca. en arms længde. Samme afstand som vi møder andre mennesker på. Det er der, man ser helheden; smilet og glimtet i øjet.
Nu må jeg prøve, om jeg selv kan gøre det - være mindre kritisk.
Eller vælge den nemme løsning - lade være med at tænde lyset på badeværelset fremover.
No Comments Yet, Leave Yours!